PROGRAMRELEASE: SWOP International dansefestival for børn og unge 5. – 9. maj 2022 i Roskilde

SWOP åbner for dansesluserne og lader kunst, fællesskab og glæde strømme frit med foråret ud i Roskilde 5. – 9. maj.

Dans i trætoppe og enhjørninge i gaderne. Fin foldekunst i papir og kroppe. Jonglering med græs, spande og bolde og 11 unge i et dansebrag på scenen hos Aaben Dans.

Vi glææææder os til at præsentere et fantastisk og omfattende program til SWOP – International Dansefestival for Børn og unge arrangeret af egnsteatret Aaben Dans9 forestillinger, der i alt spiller 46 gange + masser af andre danseaktiviteter – SWOP-dans, workshops, dansefilm og et fagligt seminar. Flere aktiviteter blive offentliggjort løbende.

International festival for børn og unge i hele Roskilde
Efter en forlænget pause – kan vi slet ikke vente med at dele 5. omgang SWOP. Festivalen fejrer dansen som et universelt udtryk, der taler til alle på tværs af sprog, alder og interesser. Der kommer forestillinger, kunstnere og deltagere fra rundtom i hele Europa, Japan og fra fremtiden endda. Og der er forestillinger for børn fra ½ år, unge og voksne. For private, skoleklasser, familier og institutioner.

Professionelle danseforestillinger er kernen i programmet
11 unge åbner festivalen i forestillingen FOLLOWFOLLOW fra Belgien. Med dans, musik og bevægelse opføres en medrivende forestilling om moderne unge og deres væren i en parallelvirkelighed af følger og følgere – på digitale medier og live.

HVAD ER DET? inviterer de aller-yngste til at udforske kroppen og rummet i en danseforestilling om nysgerrighedens drivende kraft. Samme små publikummer skal også opleve betagende foldekunst i CLUB ORIGAMI, hvor kroppe og papir med små buk og krøller konstant ændrer udtryk og muligheder fra det små og fine til det store og kaotiske.

Det bliver ligefrem eventyrligt, når folk møder ENHJØRNINGE, der går frit i gaderne – og hurtige kaniner, der stikker hovedet ind i smøger, haver og baggårde, hvor der huserer sære væsner i vandringsforestillingen MELLEMRUM.

Mystik og absurditet er også karakteristisk for DER LAUF, hvor en jonglør – blindet af en spand på hovedet – kaster sig ud i en række eksperimenter, der får overraskende udfald. Publikum er hans guide, der måske kan styre tingenes gang…

På Musicon udfolder AVEC LE TEMPS et møde mellem to mennesker på en bænk. Hun er blind og han holder hende med selskab. Ømheden, tilliden og humoren bliver vejen til at forstå, hvordan man begår sig sammen i denne verden. Søjlepladsen bliver praktisk talt en ny by i byen, når PARK KATROL rykker ind som en gigantisk interaktiv installation. Her får børn og voksne i fællesskab et sjældent pusterum til at omskabe verden med genbrugsmaterialer i en sjov ramme af regler som på enhver bygge- og arbejdsplads.

I LYDEN AF FREMTIDEN på Roskilde bibliotek skal man spidse ørerne og tune ind, når fremtidskvinden Naima kommer på besøg. Gennem et billedskabende 3D lydunivers og en interaktiv performance åbner hun en sanselig rejse ind i vores vilde verden med forventninger, risici og muligheder for fremtiden.

Alle billetterne GRATIS – men skal bookes i forvejen!
Billetsalget åbner 1. april 2022

Forestillingerne spiller på Scenen i Laboratoriet, Roskilde Bibliotek, Søjlepladsen samt i byrummet på Musicon og i Roskildes gader og stræder.

Læs meget mere og følg med når vi annoncerer flere aktiviteter på swopfestival.dk og download SWOP-appen (fra 1. april).

Vi ses til SWOP

Venlig hilsen Aaben Dans

BILLETTER

Bookes via hjemmesiden swopfestival.dk
Mail: billet@aabendans.dk
Tlf: 3582 0610
Online: Teaterbilletter.dk