Hæderspris til kunstnerisk leder og koreograf Thomas Eisenhardt ved Børneteaterfestivalen i Horsens
Aaben Dans var til Horsens Børneteaterfestival i weekenden for at vise den nyeste forestilling for de yngre børn ”Hvad er det?”, som instruktør Kamilla Wargo Brekling og kunstnerisk leder Thomas Eisenhardt har skabt – forestillingen premierede i Roskilde i september 2020 og spillede med 94 % belægning for Roskilde-børn for et par uger siden.
Til festivalens festmiddag, kom den store glæde, da hædersprisen skulle uddeles – Thomas Eisenhardt var modtageren!
Vi i Aaben Dans er stolte af den nationale ære, der her blev ham tildelt – og de meget pæne ord, som Aaben Dans fik med på vejen.
Nedenunder er talen gengivet i sin fulde længde:
Dette års modtager af Horsens Børneteaterpris voksede op i Grønland. Han kalder sine inspirationskilder for én stor rodebunke, og mange har bemærket hans særlige måde at bevæge sine albuer på.
Ud af rodebunken er der vokset et fokuseret og stærkt virke, der begyndte som autodidakt og endte med det teater som vedkommende er kendt for i dag – det Aaben Dans vi kender.
Med udgangspunkt i Roskilde har han været med til at udbrede dans til det yngste publikum både helt lokalt, nationalt og internationalt. Sammen med sit faste team har han skabt en af landets mest levende og spændende scener for dansen. Et sted der også, lægger hus til andre kunstnere, præsenterer forestillinger fra udlandet, og sørger for at publikum kan opleve koreografi på højt niveau.
Vores prismodtager er danser, koreograf og kunstnerisk leder af Aaben Dans. Hans forestillinger har været nomineret til flere reumertpriser, han har lagt masser af kræfter i bestyrelsesarbejde og refusionsudvalg, og så vedbliver han med at selv at danse, for at undersøge hvad en ældre dansende krop kan fortælle sit publikum.
For som han siger: ’Med kroppen fortæller vi historien om at være menneske’.
Han største bidrag til scenekunst for børn er at fastholde og insistere på dansens væsen og værdi som kunstart, og at være med til at sørge for at børn får mulighed for at opleve dans i al dens mangfoldighed som kunstart. For fortællingen om at være menneske er selvfølgelig også for børn.
Årets prismodtager er, som de fleste nok har gættet nu, koreograf og danser Thomas Eisenhardt.
Tak til Horsens Børneteaterfestival og til Roskilde Kommune og borgerne for at tro på dansen sammen med os.