Thomas Eisenhardt, koreograf, danser og kunstnerisk leder af Aaben Dans fylder 60 år den 26. februar.

Eisenhardt, der er en af pionererne indenfor den moderne dans i Danmark, fylder år. Eisenhardt har haft en stor betydning for det danske dansemiljø, hvor han startede som ganske ung. Han begyndte egentlig sin karriere med ambitioner om at være billedkunster, men det visuelle skulle gøres fysisk, og Eisenhardt begyndte at tage danseklasser sideløbende med arbejdet på malerskolen. Da valget om en professionel karriere skulle træffes, faldt det i sidste ende på dansen.

På det tidspunkt var det en håndfuld internationale koreografer og dansere, der tegnede dansen i Danmark. Dansestudierne lå i de københavnske baggårde og Eisenhardt tog alle de klasser, som han kunne komme i nærheden af. I sidste halvdel af 80’erne dansede han blandt andet for den colombianske koreograf Jorge Holguin, hvor han med sine lange lemmer og utraditionelle bevægelsessprog forløste koreografens vision både i Danmark og udlandet. I 1996 fik Eisenhardt sit egentlige gennembrud som koreograf med forestillingen Meget Kraftigt Glemt, der byggede på hans fysiske hukommelse af Grønland, hvor han boede de første 4 år af sit liv. Forestillingen blev overstrømmende modtaget i pressen og Informations anmelder skrev blandt andet: ´Der er en stor koreografisk begavelse i Meget Kraftigt Glemt, og en diskret humor, som er let og dyb på samme tid.´

Eisenhardt havde fundet sit kald: Fremfor at viderebringe andres tanker og idéer på scenen, skulle han kombinere sit billedkunstneriske og fysiske sprog i en lang række af forestillinger som koreograf. De til tider dyriske bevægelser, den sansende helhedsoplevelse i forestillingerne og den skæve indgang til det civiliserede menneske, er stadig iboende hans arbejde. Eisenhardt er et konstant summende kreativt kraftværk og bag sig har han, blandt danske koreografer, en af de største og mest divergerende samlinger af forestillinger.

I 1997 stiftede han i samarbejde med danseren og hustruen Lisbeth Klixbüll et af Danmarks mest konsistente og kunstnerisk nysgerrige dansekompagnier: Aaben Dans. Et kompagni, der brød med den daværende konvention om et ensemble, der var baseret på kun ét menneskes kunstneriske virke. Visionen var her at have en åben tilgang til hvad dans var og kunne. Aaben Dans inviterede mange forskellige kunstnere både dansere, billedkunstnere og komponister til at samskabe værkerne. Siden udviklede Eisenhardt og Klixbüll Aaben Dans fra at være et københavner-baseret projekt kompagni med et-årige bevillinger til at blive det den gang eneste egnsteater i Danmark med kroppen og dansen som udtryk.

I 2008 blev Aaben Dans egnsteater i Roskilde, hvor Eisenhardt har skabt forestillinger og værker for mennesker i alle aldre. Mange i samarbejde med Instruktør Catherine Poher. De to har sammen udviklet området danseforestillinger for børn, helt ned til 6 måneder, til at blive en helt igennem æstetisk og sanselig kunstform. Deres voksenværker udfordrer på sanserne bl.a. forestillingen ”Med hånden på hjertet” der foregik i totalt mørke, og som i 2021 vil blive fulgt op med forestillingen ’Sprækker’ der vil foregå i kulde.

Eisenhardts ukuelige drive, der inkluderer komplekse tværkunstneriske processer og filosofiske tilgange til livet, altid baseret i kroppen, har bragt Aaben Dans op i en kunstnerisk liga på internationalt plan. Især børneforestillingerne har turneret ekstensivt i mange år og har været spydspidsen til et internationalt virke og praksis. Hans værker er blevet spillet i 20 lande samt Færøerne og Grønland.

  • Foto Ditte Valente

Thomas Eisenhardt arbejder med dans fra vugge til grav og hans arbejde er genremæssigt umuligt at beskrive, men et gennemgående kendetegn er hans kredsen om almenmenneskelige og filosofiske begreber og en stadig søgen efter at afprøve dansens muligheder i nye sammenhænge. Både i samarbejde med andre kunstarter, men også dens muligheder for at nå nye publikumsgrupper og spille en rolle i det omkringliggende samfund. Denne ambition har ledt til oprettelsen af Aaben Dans som danseegnsteater i Roskilde, der i dag har et bredt samarbejde med lokale og internationale aktører indenfor både kunst, læring, byudvikling mm.

De sidste par år har blandt andet budt på forestillingerne ’Hvad er det?´ for børn ned til 10 mdr. om nysgerrighedens drivende kraft  i samarbejde med instruktøren Kamilla Wargo Brekling, ’Med hånden på hjertet´ der foregik i mørke i samarbejde med instruktøren og billedkunstneren Catherine Poher samt ’Mellem sanserne’, en publikumsinddragende vandring gennem landskabet og 10 sanser.