Psychomachia – De syv dødssynder

Syv mænd – to musikere og fem dansere – billedeliggør i syv scener menneskets evige splittelse, fanget i kampen mellem modsætninger.

Der skulle gå 1700 år før den kristne romer Prudentius’ digt ”Psychomachia” om de syv dødssynder blev til den danseforestilling, han oprindeligt havde tænkt det som.
I 2004 gjorde koreografen Thomas Eisenhardt alvor af digterens tanker og lod i en moderne udgave synderne danse – overfor deres eget negative modbillede.

Forestillingen blev en stor succes med sin elegante balance mellem råhed, humor, aktuel debat og sit ”livtag med svære og vedkommende spørgsmål”, som en anmelder fremhævede. Publikum mente, at det var: ”Iderigt, underholdende og morsomt” og en ”Fed scenografi og kanon, at der er live musik”.

Det er derfor med glæde, at AABEN DANS nu sætter forestillingen op igen og denne gang sender den på turné. Historien om dødssynderne og det moderne menneskes forhold til dem er ikke blevet mindre aktuel – hverken siden år 300 eller 2004.

”Psychomachia” rammer et bredt publikum – fra de voksne der gerne vil have en flot og kraftfuld visuel oplevelse som maner til eftertanke og diskussion – og til konfir- mander og gymnasieelever med ungdommens interesse for livets etiske spørgsmål.

AABEN DANS har udarbejdet forslag til forskellige publikumsgrupper, arrangementer, skolemateriale og PR-tiltag I kan bruge som inspiration, når I forhåbentlig præsenterer ”Psychomachia” lokalt!

Pressen skrev:

’Morsom og alvorlig Thomas Eisenhardt-forestilling med aktuelt og moralsk sigte. Det er voldsomt, virkningsfuldt og bliver uhyggelig aktuelt.’
Berlingske Tidende

’Psychomachia er i lange stræk noget så sjældent som en moderne danseforestilling, hvor taget over scenen letter, når publikums latterbrøl bryder ud.’
Helsingborg Dagblad

’Thomas Eisenhardt, one of the brightest mind in danish choreography.’

BalletTanz

’De er en flok vilde bulderbasser, der fra tid til anden får det zoneopdelte scenerum med et enkelt reb hængende ned i midten til at ligne en hujende abegrotte, en gungrende legeplads, en døsig dansetræningssal, et hujende bøssediskotek, et intimt stønnende bordel eller bare et kulsort, tomt, mentalt rum.’
Weekendavisen

’Han (Thomas Eisenhardt) har verkligen lyckats skapa en dansföreställning som ramar in vår tid, med hjälp av musik och bilder som målas upp med hjälp av fem manliga dansare.
Danstidningen

’Den ledsagende musik – slagtøj, saxofon og fløjte – er ligesom koreografien maskulint kraftfuld. Atonale tonerækker passer perfekt til sparkende, gispende kroppe, der vrider sig og slås, men kan også forvandles til melodisk harmoni, så de samme kroppe nærmest synes at svæve i rummet. Disse meget forskelligartede trin- og billedmæssige udtryk sikrer at forestillingens 65 minutter føles overraskende og underholdende.’

Jyllands Posten

”Jeg har faktisk aldrig set en danseforestilling, men jeg synes, det var flot og underholdende. De er virkelig dygtige”.
Mandlig publikummer til avisen Urban

FILOSOFI

DE SYV DØDSSYNDER OG DERES RELEVANS I DAG

HISTORISK BAGGRUND
Tanken om De 7 dødssynder stammer fra et dansestykke! Digtet Psychomachia, af den romerske og kristne digter Prudentius fra omkring år 300, var tænkt som en libretto til en dans. På skift træder en række laster frem og åbenbarer sig i al sin vælde. Derefter entrer dens modsvarende dyd scenen. Lasten og dyden danser sammen, hvorigennem dyden viser sig overlegen og ender med, på drabelig vis, at gøre det af med lasten.

Det er et stykke moralsk danseteater med en konklusion der ikke ligefrem har vist sig realistisk gennemførlig i de forgangne 1700 år. Men samtidigt viser det et behjertet forsøg på kunstnerisk og filosofisk at kortlægge det menneskelige sind. Det er et udtryk for en slags religiøst opstemt præ-psykologi. Titlen Psychomachia betyder ’den psykiske mekanik’.

Den jødiske tradition for at opremse kortere eller længere lister over menneskelige tilbøjeligheder fortaber sig i årtusinderne før vor tidsregning. Efter Prudentius’ digt blev ideen annekteret af kristne munkeordner, der frem til middelalderen havde hver deres udgave af 7 eller 8 laster. De såkaldte 7 kardinaldyder er en konstruktion sammensat af Platons fire dyder: Visdom, mod, mådehold og retfærdighed samt de tre evangeliske dyder: Tro, håb og kærlighed. Trods de ikke umiddelbart korresponderer som en-til-en modsætning til lasterne som de gjorde hos Prudentius, repræsenterede de to lister henholdsvis laster og dyder i det menneskelige sind frem til Reformationen, hvor kardinaldyderne forsvandt ud af billedet i den Nordeuropæiske kirke.

LAST ELLER SYND
På et eller andet tidspunkt er ordet last blevet fejloversat til ordet synd og. Tilbage stod De 7 dødssynder som et enkeltstående begreb, og fra at have været udtryk for tilbøjeligheder i personligheden, var de nu blevet til forbudne handlinger.

Det var fransiskanerbroderen Robert Showers der gjorde mig opmærksom på denne fejloversættelse. Da jeg spurgte ham hvad en dødssynd er, definerede han det således: ’En handling der er så graverende, at den afskærer dig for kontakten med Gud, med dine medmennesker og med dig selv, på en sådan måde, at denne kontakt kun med besvær kan oprettes.’

En dødssynd er en enkeltstående gerning. En dødelig last er en tilbøjelighed du kan være underlagt. Vrede for eksempel kan være nødvendig for overlevelse. Sætter den sig derimod fast i sindet deformerer den personligheden og unødig, fejlplaceret vrede kan medføre døden for dig selv og for andre. Men en tilbøjelighed kan du leve og arbejde med og det er en afgørende forskel.

ET IKKE-DUALISTISK SYSTEM
Ved at gå tilbage til ordet last i stedet for synd kan vi træde ud af det uigenkaldelige. Vi kan fjerne os fra det dømmende og i stedet bevæge os hen til et sted hvor vores adfærd kan betragtes i et tidsperspektiv. Men vi befinder os stadig i et dualistisk univers hvor det gode står overfor det onde. På den ene side står det du bør gøre: Være dydig, og på den anden side står der det du ikke må gøre: Være lastefuld. Det er en ufri og efter min mening ikke særlig befordrende måde at tænke på. Et stift og restriktivt verdensbillede uden bevægelighed. Hvad kan du gøre her? Det er umuligt bare at være god.

Mere interessant bliver det hvis man prøver at sætte lasterne ind i et ikke-dualistisk system: Hvis der findes en last må der også findes dens negation. Dermed mener jeg ikke en dyd, men en modsatrettet last af samme styrke som den første. Lad os se på vreden igen: Følelsernes ild er kommet ud af kontrol. På den anden side af Vreden ligger Apatien: Ilden er slukket. Livets lys er væk. Der er en dynamisk sammenhæng mellem de to laster og ofte følger de hinanden. Tænk på Christopher Walken i ‘Deerhunter’ der efter Vietnamkrigens helvede sidder fuldstændig apatisk og spiller russisk roulette i det smadrede Saigons slumkvarterer. En naturlig reaktion på det ufattelige udbrud af vrede som krigen har været.

I balancen mellem vreden og apatien finder vi så det der kan kaldes dyden. Nemlig Medfølelsen. Det er ikke en dyd der kan ejes, det er ikke en gerning og det er ikke en tilstand. Det er en aktiv og opmærksom uro. Det er en balance i et spændingsfelt mellem modsatrettede poler. I sidste ende er dyden den bestræbelse du gør dig for at opføre dig ordentligt. Dyden er middelvejen. Dyden skal læses i det spor du sætter dig gennem livet.

EN MODERNE PSYCHOMACHIA
Den psykiske mekanik kan efter denne ide beskrives som sindet udspændt i et dynamisk tilbøjelighedsfelt. Nedenfor har jeg lavet en version med 8 laster, deres negationer og dyden imellem dem. Den øverste last Hovmod og dens negation Selvforagt er trukket ud af de 7 som en overordnet last hvoraf de andre udspringer: Med hovmodet og selvforagten begynder individet sin adskillelse fra verden: ’Jeg er bedre end de andre.’ Eller: ’jeg er dårligere.’’ Jeg er i hvert fald anderledes.’ Denne ide om udenforhed danner basis for, at de øvrige tilbøjeligheder kan træde i kraft. I middelvejen stiller du dig til rådighed for livet. Du bekymrer dig ikke om dig selv. Du deltager i verden. Jo længere du kommer ud mod sidernes ekstremer jo mere adskiller du dig fra den. Jo mere ensom bliver du og jo mere slås du med verden. Egoet skiftevis forsvinder og vokser i bevægelsen hen over midten. Alle de øvrige laster og negationer kan give sig udtryk på basis af enten hovmod eller selvforagt.

7_image
FURERNE I ANSIGTET
Lasterne og deres negationer kendetegner vores måde at forholde os til omverdenen på. Tungsindet for eksempel: ’Nobody loves me when I’m down and out.’ Jeg er lutter følelse. Jeg smertes. Jeg bløder og bliver ved med at bløde. Jeg kan nyde det eller det kan være frygteligt, men jeg ved i hvert fald, at jeg er til. Dér er verden og her er jeg, men vi er forbundet.

Vores tilbøjeligheder er på én gang det der adskiller os fra verden og det der giver os forbindelsen til den. Derfor kan de være frygtelige at skulle give slip på: Hvis jeg bare står her, midt i verden og kan gå til alle sider – hvad så? Min frihed, min deltagelse og mit ansvar synes frygtindgydende. Derfor holder vi ofte fast i vores tilbøjeligheder og lader dem vokse som tjørnehække som årene går. Det der er en svag tendens, når vi er unge, bliver en fæstning mod omverden når vi er gamle.

Vores tilbøjeligheder tegner vores personlighed. Hvordan vi handler inden for deres rammer er det der giver os furerne i ansigtet. Vi kan og skal ikke fornægte vores karakter. Men vi har valget mellem at give os den ukritisk og hæmningsløst i vold: Vi kan give vores liderlighed afløb på børnebordeller i Phnom Phen, eller vi kan tage ansvaret for den og derfra prøve at opføre os etisk i forhold til vores omverden.

VERDEN
På samme måde som vi kan karakterisere det enkelte menneske udfra dets tendenser, kan vi også anskue grupper af mennesker. Nationer, foreninger, grupperinger, politiske partier, stammer og magtstrukturer. Hvis vi ser på dem som helheder, følger de nøjagtig den samme mekanik. Hvis du ser på USA som ét individ. Hvordan vil du så placere det i ovenstående system? Eller Socialdemokratiet? Eller Hells Angels? Eller El Qaeda? Eller…

Og her bliver det så rigtigt interessant at se på De 7 dødssynder.

MEDVIRKENDE

Koreografi og iscenesættelse: Thomas Eisenhardt
Komponist: Thomas Agergaard og P.O. Jørgensen
Koreografi og dans: Fem mandlige dansere
Live musik: Thomas Agergaard (saxofon og fløjte) og P.O. Jørgensen (percussion)

SALGSFAKTA

DK-turné: 9. marts – 4. april 2009
Stationær spilleperiode i Roskilde: 6. maj – 16. maj alle dage kl.20 undt. søndage
Varighed: 65 minutter uden pause

Scene: 10X10 meter, fjedrende trægulv, mørklægning samt træk, rig eller flyvepunkt over scenen er en forudsætning
Strøm: 220 volt i selve lokalet til brug for afvikling samt 1X (3×63 ampere)
Pris: 29.000 kr. ex moms

Tema: Etik og dens konsekvens
Materiale til turné: Forestillingsprogram, plakat, PR-materiale og forslag til arrangementer
Arrangementer på turné: Workshops med danserne – pris afhængig af varighed og antal deltagere.
Introduktion før eller debat efter forestillingen med koreograf Thomas Eisenhardt – gratis.
Relevante publikumsgrupper: Konfirmandhold, folk med interesse for etiske og eksistentielle spørgsmål, også egnet til folk der ikke er vant til at se dans.

Psychomachia er optaget i Kunststyrelsens Garantiordning.