Aaben Dans og Muserum leger og sanser i det nye kreative hus for børn i Roskilde

Krop og sanser i Algade 31.
Som led i udviklingen af det nye børnekulturhus har Aaben Dans og Muserum sammen skabt projektet “Krop og sanser”, hvor daginstitutioner er inviteret til en sanselig workshop i ugerne 45 og 46. I wokshoppen kommer børnene til at udfordre kroppen og sanserne – og den verden, de og deres voksne er en del af.

Vi tænker sjældent på vores sanser, men de er der hele tiden. Fra vi står op om morgenen, til vi går i seng om aftenen, er sanserne vores redskaber til at opleve verden. I dette forløb skal vi balancere, føle, se og smage, mens vi leger os gennem sanselige udfordringer og mærker efter, hvor vores krop befinder sig lige her og nu.

Én af de ting børnene kommer til at møde er installationen ‘Regnbueskygger’, en interaktiv danseinstallation hvor man gennem bevægelse, alene eller sammen med andre, kan blande farver i lys og skygge med kroppen. “Regnbueskygger” er del af et større. Installationen er åben for alle under Lysfesten fredag aften 2. november.

Lidt om huset i Algade 31.
Det gamle, historiske hus ligger i hjertet af Roskilde. Huset blev oprindeligt bygget som klosterforvalterbolig, og siden hen har det huset aftenskolernes administration. Nu bliver det børnenes hus, og vi glæder os til at prøve en masse forskellige forløb af i løbet af efteråret for at teste, hvad huset kan og skal rumme i fremtiden.