Aaben Dans i nyt kreativt sambyggeri i Roskilde

Onsdag den 21. marts vedtog byrådet i Roskilde at gå ind i et samarbejde med Roskilde Festival om at bygge et nyt, og helt unikt, kunst- og kulturbyggeri på Musicon.  Det nye byggeri kommer til at rumme faciliteter til Roskilde Festival, musikøvelokaleforeningen Råstof Roskilde samt egnsteateret Aaben Dans.

For Aaben Dans kommer det konkret til at betyde et samlet hus med dansestudie, blackbox scene og administration samt adgang til en ny stor multifunktionel sal, der kan rumme 200 publikummer. Der kan derfor både skabes og vises forestillinger af langt større skala end tidligere. Samlet set får det en kæmpe positiv indflydelse for både Aaben Dans’ produktioner og andre aktiviteter, for personalefaciliteterne og ikke mindst for publikums oplevelse af at træde ind i et pulserende kreativt centrum.

Det fælles byggeprojekt bliver en kunstnerisk, kreativ smeltedigel og eksperimentarium, hvor de tre parter deler nogle fælles faciliteter og udnytter potentialerne i et tværkunstnerisk felt. Byggeriet skal emme af flerstemmighed og engagement og danne ramme for møder mellem kunstarter og kunstneriske fagligheder, mellem professionelle og amatører og mellem publikum, frivillige og brugere i alle aldre. Det skal ske både i hverdagens arbejdsgange på tværs af de tre institutioner og samt i alle åbne arrangementer som forestillinger, koncerter, undervisning, workshops, events m.v. Byggeriet skal indeholde oplevelser, der inspirerer og flytter mennesker gennem dans, musik, kunst og aktiv deltagelse.

Ledelsen Thomas Eisenhardt og Lisbeth Klixbüll siger:
”Vores mange aktiviteter har i årevis været begrænset af mangel på plads. Vores lille black-box har været ved at sprænges af at skulle fungere både som teatersal, prøvesal, dansestudie, workshoprum med meget mere. Der er blevet lagt låg på mange potentielle aktiviteter. Med dette nye fantastiske byggeri slipper vi ikke bare alle disse muligheder løs. Vi åbner også op for, at nye og uventede ting kan opstå i mødet mellem de tre institutioners kunstnere og ildsjæle. Vi har ambitioner om at skabe et sted, der rækker ud mod verden og give oplevelser med nærvær, ånd, energi og høj kvalitet.”

Aaben Dans, der i 2018 har 10 års jubilæum som egnsteater i Roskilde har allerede en omfattende aktivitetsportefølje, der involverer: scenekunstproduktioner, gæstespil, recidencies, workshops, åbent laboratorium for up-coming kunstnere, faste samarbejder med skoler, plejehjem, daginstitutioner, internationale samarbejdsprojekter og en biennal festival SWOP.