Fie og Søren danser, mens Hans spiller kontrabas, der lyder ligesom farfars ru hænder. Farfar er nemlig blevet begravet og nu er han savnet.
Alle oplever at miste nogen de har kær – også børn. Her er en fin og poetisk mulighed for gennem dans og musik at se, at sorgen er mange ting og det at mindes kan trøste.
Se prøve- og forestillingsbillederne (af Søren Meisner) fra “Når jeg lukker øjnene”, der spillede på scenen 26. + 27. november.